10 gode råd

VisitDenmark har samlet 10 gode råd til dig, når du skal leje sommerhuset ud. Brug dem som inspiration og til dialog med os som udlejningsbureau.

1. Billeder af sommerhuset (DHD sørger for en fotograf)
Læg et dejligt billede op af dit sommerhus – og gerne flere. For lejere er det vigtigt at kunne se, hvordan huset ser ud, både indvendigt og udvendigt. Gode og mange fotos får generelt mere opmærksomhed end dem uden.

2. Beskriv dit sommerhus ærligt og nøjagtigt
Lav en nøjagtig og grundig beskrivelse af dit sommerhus og beliggenheden. Det er også vigtigt for lejere at vide lidt om det omkringliggende område. Omgivelserne er ofte en afgørende faktor for at leje et hus. Det kan fx være afstand til strand, købmand eller skov.

3. Hvad er de ekstra plusser?
Ofte kan det være de små detaljer, som gør den store forskel – dem, der sætter prikken over i’et. Det kan være de flotte havemøbler, den store grill eller alle de sjove haveaktiviteter, der gemmer sig i skuret, som stangtennis, foldboldmål eller dartskiven.

4. Sæt prisen rigtigt fra starten (Vi sætter prisen sammen)
Når du lejer ud gennem udlejningsbureauerne, er de med til at sætte den rigtige pris fra starten af, så du forventeligt ikke står med et underskud eller uforudsete udgifter. Så brug erfaringen fra udlejningsbureauet, og ram den rigtige pris i forhold til sæson og udbud i dit sommerhusområde.

5. Tysk og engelsk beskrivelse? (DHD sørger for en beskrivelse)
Hvis du er interesseret i at få lejere fra andre lande end Danmark, er det vigtigt, at du aftaler med udlejningsbureauet, at der også er en beskrivelse af sommerhuset på tysk og engelsk. Udlejningsbureauet kan sikkert hjælpe med oversættelsen.

6. Svar på henvendelser med det samme
Når lejere henvender sig, er det vigtigt, at de får hurtigt svar. Ønsker du selv at have kontakten med lejerne, så tjek din mail, SMS og mobil ofte. Får lejerne af dit sommerhus en god service fra dig og udlejningsbureauet, så kan du være heldig, at de kommer igen!

7. Dyrevenner er i høj kurs
Rigtig mange sommerhuslejere vil gerne have deres husdyr med. Så overvej, om det er en god idé at byde velkommen til de firbenede venner. Du kan evt. skelne imellem store og små størrelser – og antal.

8. Giv god service
Giv lejerne en god oplevelse, så er der stor sandsynlighed for at de kommer igen. Det kan eksempelvis være en lille overraskelse til dem i køleskabet, når de ankommer, en buket blomster på bordet eller noget helt andet.

9. Til regnvejrsdagene
Det danske vejr er en utilregnelig størrelse. Sørg for at have fyldt op med kort, brætspil og en lille reol med bøger. Det kan redde nogle af de vådeste dage. Et ekstra plus kan være TV og en god internetforbindelse.

10. Husk gæstebogen!
Det er dejligt med glade gæster, og at du og dit sommerhus har medvirket til at skabe rammerne for, at en familie har haft en skøn ferie. Læg en gæstebog frem, og lad lejerne komme med gode ferieminder eller måske gode råd? Så er du også klædt bedre på til næste år – når du byder velkommen igen.

Venligst udlån fra VisitDenmark

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Eksklusive tilbud
Inspiration til din næste ferie
Nyheder før alle andre og meget mere

 


Tilmeld